Slaget på Fælleden

Slaget på Fælleden førte i første omgang til forbud mod Socialdemokratiet og fængsling af Louis Pio. På længere sigt bliver det dog en central del af fortællingen om undertrykkelsen af den tidlige arbejderbevægelse.

Det er den 5. maj 1872. Trods politiets advarsler er tusindvis af arbejdere er mødt op på Nørre Fælles ved København for at vise deres solidaritet med de strejkende murersvende. Men de er ikke alene. Både politiet og garderhusarregimentet er også til stede, og på et givet tidspunkt trækker de knipler og sabler og går løs på folkemængden.

Tre dage tidligere har Louis Pio som formand for Den Internationale Arbejderforening for Danmark i avisen Socialisten under overskriften ”Maalet er fuldt” opfordret til demonstration på Nørre Fælles for at støtte de københavnske murersvende, der strejkede for at opnå kortere arbejdstid.

Det københavnske borgerskab lider på dette tidspunkt af ”socialistforskrækkelse” i kølvandet på arbejderopstanden i Paris året forinden, og politiet forsøger derfor at forhindre demonstrationen. Der udstedes et forbud mod socialisternes møder, og natten til den 5. maj arresteres Louis Pio sammen med sine to nærmeste medarbejdere, Harald Brix og Paul Geleff.

Mange arbejdere vælger alligevel at møde på Fælleden. Trods angrebet fra politi og husarer trækker de sig ikke tilbage, men vælger tværtimod at gå til modangreb med sten, knytnæveslag og sågar snustobak. ”Slaget på Fælleden” bølger frem og tilbage i flere timer, og først langt ud på eftermiddagen lykkes det statsmagten at ryde Nørre Fælled. Trods de hårde kampe bliver ingen dræbt, men der er mange hårdt sårede på begge sider.

På kort sigt får slaget store konsekvenser for arbejderbevægelsen. Den Internationale Arbejderforening for Danmark forbydes, og Pio, Brix og Geleff idømmes lange fængselsstraffe. På længere sigt bliver slaget en central del af arbejdsbevægelsen mytologi og symbolet på den undertrykkelse fra statsmagtens side, som arbejderbevægelsen var udsat for i sine unge dage.

 

 

HF bliver oprettet

I 1966 indfører den socialdemokratiske undervisningsminister K.B. Andersen Højere Forberedelseseksamen, hf. Nu skal arbejderne have mulighed for at videreuddanne sig og få en adgangsgivende eksamen.

I 1966 indfører den socialdemokratiske regering hf-uddannelsen. Med K.B. Andersen som undervisningsminister ønsker man, at arbejderne skal have mulighed for senere i livet at tage en adgangsgivende eksamen.

For Socialdemokratiet var uddannelse en livslang proces. Derfor skulle man heller ikke begrænses i sine uddannelsesmuligheder, hvis man i sine unge dage havde valgt at tage læreplads. Med den toårige adgangsgivende hf-uddannelse bliver det derfor nemmere for voksne at tage en videregående uddannelse.

Hf-uddannelsen gjorde en betydelig indsats for at styrke mobiliteten i uddannelsessystemet og fostrede mange mønsterbrydere, der fik mulighed for at tage både mellemlange og senere længere videregående uddannelser.

Med hf’en kom man et langt skridt nærmere den socialdemokratiske vision om uddannelse gennem hele livet. Samtidig ønskede man, at mennesket skulle have muligheden for at bevæge sig gennem livet, og ikke være fastlåst til et bestemt job og liv resten af sin tid.

I smedenes sang, Den sorte smed, beskrives Arbejderbevægelsens vision meget klart – en vision hf’en var med til at virkeliggøre:

Vi dagligt jern og stål betvinger,
men drømmer om en skønne dag
at skæbnen lykken til os bringer
så vi ka´ stikke af her fra.
Langt bort fra slaveriet
og fra maskinens krav.
Men stadig er vi smede
fra vugge og til grav.

Se mere her…..

Stauning eller kaos

Valget i 1935 bliver det bedste nogensinde for Socialdemokratiet og markerer partiets overgang fra klasseparti til folkeparti. Stik modsat udviklingen syd for grænsen skulle det nationale mobiliseres til forsvar for demokratiet.

Folketingsvalget 22. oktober 1935 giver Socialdemokratiet 46,4 procent af stemmerne og en fremgang på seks mandater. Et resultat, der hverken er overgået før eller siden. Statsminister Thorvald Stauning står som nationens ubestridte landsfader, og hans status indfanges til fulde af partiets valgslogan, ”Stauning eller kaos”.

Kaos er netop hvad der kendetegner tiden. Den økonomiske verdenskrise sætter fortsat dybe spor, syd for grænsen er Hitler kommet til magten to år forinden og har startet en oprustning, det fascistiske Italien har indledt en angrebskrig i Afrika, og i Sovjet-Rusland er Stalin gået i gang med sine udrensninger. I Danmark råber både kommunister, nazister og de semifascistiske Landbrugernes Sammenslutning stadigt højere i den offentlige debat.

De urolige tider kalder på sammenhold, og valget i 1935 bliver tidspunktet, hvor Socialdemokratiet definitivt tager springet fra at være et klasseparti til at blive et bredt favnene folkeparti. Klassekampen og de røde faner holdes i baggrunden til fordel for folkefællesskab og dannebrog. Hvor nationalfølelsen i Tyskland og Italien mobiliseres til fordel for diktaturet, mobiliserer Stauning den for at sikre opbakning bag demokratiet.

Det betyder også, at Socialdemokratiet ændrer holdning på forsvarsspørgsmålet, fra at være tilhængere af afrustning til at anerkende behovet for et forsvar, der kan forsvare de demokratiske institutioner mod angreb fra demokratiets fjender.

Til det formål lancer Socialdemokratiet programmet Danmark for Folket, hvor der tales om øget samfundsmæssig planlægning og regulering for at imødegå konsekvenserne af den økonomiske krise, ikke mindst i forhold udenrigshandlen. På det symbolske plan får programmet stor betydning, og Oskar Hansen skriver sammen med Oskar Gyldmark sangen med det fængende omkvæd ”Plads for dem alle, plads for alle der vil, Danmark for folket”.

Valget i 1935 markerer højdepunktet i Staunings poliske liv. I 1939 går Socialdemokratiet fire mandater tilbage, men endnu mere nedslående for Stauning, så falder hans forslag til grundlovsændring, fordi der mangler 10.000 stemmer for at sikre høj nok valgdeltagelse. Året efter bliver Danmark besat af Tyskland, og to år senere dør Stauning.

Første socialdemokrater i Folketinget

Ved valget i 1884 opnår Socialdemokratiet sit første gennembrud. Skomager Chresten Hørdum og skrædder Peter Holm vælges til Folketinget.

Valget i 1884 bliver Socialdemokrats gennembrud. Ved folketingsvalget får Socialdemokratiet knap 7.000 stemmer, hvilket svarer til 4,9% procent. Dermed kan de først to socialdemokrater rykke ind på Christiansborg, og partiet nu en del af de etablerede partier i Danmark.

Seks år tidligere er partiet blevet stiftet som Socialdemokratisk Forbund, efter at Den Internationale Arbejderforening er blevet forbudt og dens ledere, Pio, Brix og Geleff, idømt fængselsstraffe. Partiet bliver fortsat mødt med mistænkelighed blandt borgerskabet og chikaneres af myndighederne. Vi er i provisorieårene under konseilspræsident J. B. S. Estrup, der ikke holder sig tilbage for at sætte politiet ind mod arbejderne.

De to første socialdemokrater i Folketinget er Peter Thygesen Holm og Chresten Hørdum, der begge vælges i København. Hørdum var fra Ebeltoft og uddannet skomager. Han kom til København, blev aktiv i skomagernes fagforening og var med til at stifte Socialdemokratisk Forbund. Han var partiets formand i to korte perioder, ligesom han var en af de ledende kræfter på avisen Social-Demokraten. Hørdum røg ud ved valget i 1887, men kom tilbage i 1890 og sad i Folketinget frem til 1909.

cj_hordum
Skomager Chresten Hørdum 

Peter Holm er uddannet skrædder. Ligesom Hørdum er det hans baggrund fagbevægelsen, i hans tilfælde Dansk Skrædderforbund, som fører ham ind i Socialdemokratisk Forbund. Han vælges i 1884 og sidder i Folketinget frem til 1898. Holm var også medlem af Københavns borgerrepræsentation, og blev i 1898 anklaget for at have misbrugt sin stilling til personlig vinding. Holm døde inden der blev afsagt dom i sagen.

Trods valget af Hørdum og Holm er Socialdemokratiet Folketingets klart mindste parti. Højre har 19 mandater, mens Venstre har hele 81 mandater. Alligevel er det Højre, der danner regering, og konseilspræsident Estrup sidder på magten på tiende år. Der er skal gå endnu mange år, før Socialdemokratiet bliver den bærende kraft i Danmark, men et vigtigt skridt på vejen er nu taget.


http://www.perbenny.dk skriver:

Chr. Hørdum var i første række med ved sit partis opbygning. Han arbejdede tæt sammen i en menneskealder med min oldefar på Kristianshavn, skibtømrer Johan Carl Thorvald Grønbeck Poulsen (1844-1924), der var formand for Christianshavns Frisindede Vælgerforening, senere socialdemokratisk forening på Kristianshavn. Chr. Hørdum havde i næsten tre decennier deltaget i kampen for den politiske frihed, Juni-grundloven og parlamentarismen sammen med venstre eller dele deraf. Efter »systemskiftet«, der bragte dette venstre til magten og forandrede dets stilling til socialdemokratiet, opstod nye politiske situationer, der krævede ny taktik og kaldte på nye kræfter i partiet. Derfor og af hensyn til arbejdet ved »Socialdemokraten« trådte Chr. Hørdum i de følgende år noget mere i baggrunden i det politiske arbejde. Han havde tidligere ofte talt i salen, hvor hans kloge og vægtige indlæg altid hørtes med største opmærksomhed. Hans ungdoms stærke og umiddelbare taleform prægede også hans taler i tinget. Et venstreblad skrev engang om ham: »Han udtrykker sig ofte i et noget stærkere sprog end strengt nødvendigt i en rigsdagssal. Man mærker, at han er en folketaler eller rettere arbejdertaler i ordets egentligste forstand, og at der ligger overbevisning og stærke følelser bag hans ord.« Under de nye forhold tog han kun sjældent ordet i salen, men arbejdede trods svækket helbred flittigt i de udvalg, hvori han valgtes. I den sidste halve snes år af sit liv var Hørdum hårdt ramt af sygdom. Et slidsomt liv på arbejderbevægelsens mest udsatte poster havde mærket sin mand. Hørdum, der i sine yngre dage havde den robuste fysik, der kunne bydes de hårdeste anstrengelser, var i sine sidste år vidne til sit legemes gradvise nedbrydning og forringelse. Hans arbejde og omfattende interesser, hans klare ånd gav ham dog styrke til i disse år at overvinde mange sygdomsangreb. Flere gange troede hans nærmeste, at han ville bukke under, men snart sås atter hans karakteristiske ansigt, omrammet af den vældige sølvmanke, på kontoret i Farimagsgade. Personlige sorger sparedes Hørdum heller ikke for. Hans hustru døde forholdsvis ung i 1890, og senere mistede han sin eneste søn, en ung lovende typograf, der blev revet bort af tuberkulose. Efterhånden medførte sygdommen (bl. a. en alvorlig galdestenslidelse og åreforkalkning) længere perioder af uvirksomhed, og Hørdum tænkte, som det pligtmenneske han var, på at trække sig ud af rigsdagsarbejdet, da han ikke mente at kunne være sit parti tilstrækkelig nyttig. Foran folketingsvalget i 1906 fremsatte han offentligt sit ønske om at trække sig tilbage, men de københavnske arbejdere, der aldrig havde glemt hans indsats i partiets mørkeste stund, næsten tvang ham til at blive endnu en valgperiode. Valget i 1906, hvor socialdemokratiet ligesom ved det foregående var uden alliance med venstre, bragte partiet dets hidtil største valgsejr. 8 nye mandater erobredes, og 24 socialdemokrater sad nu i Folketinget, deriblandt partiets senere fører, Th. Stauning. De følgende år blev Hørdums helbred stadig dårligere, og ved valget i 1909 sagde han farvel til rigsdagen. Der var da forløbet 25 år, siden han valgtes første gang. Ved sin afgang kunne han se tilbage på en dådrig og mindeværdig rigsdagsperiode med fremgang for det parti og de idéer, han repræsenterede. Så stærkt stod han i 9. kreds, at han flere gange blev kåret. Højre turde end ikke stille en stemmetæller op imod ham. I de sidste rigsdagsår betragtedes han af partifæller og modstandere som partiets »grand old man« og blev spøgende kaldt »den kongevalgte«. I 1910 gik han også af som forretningsfører ved »Socialdemokraten«, i fuld forståelse af, at der skulle gøres plads for yngre, arbejdsdygtige kræfter. Det følgende år tog Hørdums sygdom overhånd, og i forsommeren 1911 lod han sig indlægge på Kommunehospitalet i København. Her sov han stille hen om eftermiddagen den 6. juni. Han blev godt 65 år gammel. Et handlekraftigt og resultatrigt liv var afsluttet. Den påfølgende søndag ved sørgehøjtideligheden i Rømersgades festsal og bålfærden på Bispebjerg Krematorium bragte de nærmeste venner og tusinder af københavnske arbejdere under en skov af røde faner en bevæget og storslået hyldest til Hørdums minde. Blandt tilhængere som modstandere fik Hørdum det smukkeste eftermæle. Højrebladet »Vort Land« skrev således: »Hans meningsfæller – ikke mindst de små iblandt dem – vil modtage efterretningen om Hørdums død med sorg. Hans modstandere vil yde ham den anerkendelse, at han var en god mand i sit partis tjeneste og at han i de sidste år af sin politiske virksomhed altid med varme tog ordet, når det gjaldt humane love.« En af hans medarbejdere ved »Socialdemokraten« udtrykte i følgende linjer det bærende i Hørdums færd:

Hørdum skulle ikke opleve at se Juni-grundloven – udvidet og forbedret – sat i højsædet, men han levede længe nok til at se socialdemokratiet fra intet vokse til en magt og indflydelse, der forjættede partiets fremtidige sejr. Trods al personlig modgang, sorg og lidelse, har Hørdum kunnet se tilbage på en rig arbejdsdag. Hans livsværk har båret de skønneste frugter.

DSU bliver stiftet

Efter udbruddet af den russiske revolution i 1917 starter en stor diskussion i Socialdemokratiet. Skal man gå den revolutionære eller reformistiske vej. Dette rammer også ungdomsorganisationen Socialdemokratisk Ungdoms Forbund og fører til stiftelsen af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU.

I 1919 går bølgerne højt i Socialdemokratisk Ungdoms Forbund. Ledelsen i Socialdemokratisk Ungdoms Forbund mener, at man skal gå den revolutionære vej for at opnå socialisme. Dette bringer ungdomsforbundet på kollisionskurs med Socialdemokratiet og i 1919 kapper de båndene til partiet. Senere bliver Socialdemokratisk Ungdoms Forbund til Danmarks Kommunistiske Ungdom.

Bruddet med Socialdemokratiet og den hårde revolutionære linje fører dog også til, at flere af de store afdelinger beslutter sig for at skabe et nyt ungdomsforbund. Et ungdomsforbund som bakker op om Socialdemokratiets linje og går ind for en reformistisk og demokratisk omdannelse af det danske samfund. Altså: ægte socialdemokratisme!

I pinsen 1920 afholder DSU deres stiftende kongres i Nyborg. Den første formand bliver den senere fiskeriminister Christian Christiansen, som kom fra Århus. Det første DSU-forbundskontor bliver da også placeret i Århus, da man anser århusafdelingen for at være den mest tro over for Staunings partilinje. Blandt nogle af de første DSU-formænd er da også at finde to yderligere århus-drenge. Nemlig Hans Hedtoft og H.C. Hansen, der begge senere bliver statsministre.

Op gennem tiden har et utal af store socialdemokratiske politikere og ministre haft deres ungdom i DSU. DSU bliver hurtigt en af Danmarks absolut mest betydningsfulde ungdomsorganisationer, hvilket kan ses i den store vækst i medlemstallet, især i 30’erne og 40’erne. Dermed bliver organisationen en sand vækstmotor for hele arbejderbevægelsen.

Helhedsløsningen

Med Krags ”helhedsløsning” må både arbejdere og erhvervsliv bidrage til at holde lønninger og priser i ro. Indgrebet sikrer, at det økonomiske opsving kan fortsætte langt ind i 1960’erne.

I foråret 1963 vedtaget Folketinget en række love, der samlet set går under betegnelsen ”Helhedsløsningen”. Med helhedsløsningen har den nyudnævnte statsminister Jens Otto Krag at foretaget det et stort økonomisk indgreb, der vækker mindelser om kanslergadeforliget under Stauning.  Men hvor kanslergadeforliget bliver til midt i en krisetid, bliver helhedsløsningen til midt under et stort økonomisk opsving.

Allerede da Krag året inden bliver udnævnt til statsminister, blinker de røde advarselslamper for dansk økonomi. Der er godt gang i kedlerne under økonomien, og både det offentlige og de private forbrug stiger voldsomt. Så voldtom, at det truer med at føre til en økonomisk overophedning og en forringelse af den i forvejen dårlige danske konkurrenceevne.

Allerede inden han overtager statsministerposten har Jens Otto Krag derfor gjort det klart, at han kun vil være statsminister, hvis han får opbakning til et større indgreb, der kan forhindre at priser og lønninger stiger eksplosivt. Da overenskomstforhandlingerne i begyndelsen af 1963 går i hårdknude, øjner Krag muligheden for et indgreb.

Socialdemokratiet og Radikale Venstre fremsætter derfor et lovforslag, der forlænger de gældende overenskomster med to år. Der afsættes dog en pulje til at sikre lønfremgang for de lavest lønnede grupper på arbejdsmarkedet. Samtidig indføres der over for erhvervslivet et pris- og avancestop, så arbejderne kan bevare reallønnen på samme niveau.

Indgrebet kritiseres fra både højre og venstre side i folketingssalen. Krag har imidlertid sit flertal med De Radikale på plads, og Krag har også sikret sig opbakning fra de centrale personer i fagbevægelsen. I Socialdemokratiet er der dog frygt for, at det nystiftede SF vil have held med at appellerer til arbejdere, der er utilfredse med indgrebet.

Krag-regeringen redder dog stormen af, og ved valget i 1964 opnår Socialdemokratiet næsten 42 procent af stemmerne og 76 mandater. Helhedsløsningen er med til at sikre, at det økonomiske opsving kan vare ved langt ind i 1960’erne.

Arbejdernes Internationale Kampdag

Første maj 1890 trodser arbejderne både arbejdsgivere og politiet og fejrer arbejdernes internationale kampdag på Nørre Fælled. Målet er kortere arbejdstid og realiseres 30 år senere.

Den 1. maj 1890 holder arbejderne deres første 1. maj-arrangement på Nørre Fælled i København. Trods trusler fra arbejdsgiverne om at fyre de medarbejdere, der nedlægger arbejdet for at deltage i 1. maj-festlighederne, og trods politiets forbud mod at demonstrere i gaderne, lykkes det alligevel at samle 30.000 arbejdere.

Året forinden har den internationale socialistiske sammenslutning Anden Internationale opfordret socialister til at gøre netop den 1. maj til Arbejdernes Internationale Kampdag, en fælles aktionsdag i Europa med det formål at få nedsat den daglige arbejdstid til 8 timer. Inspirationen kommer fra USA, hvor arbejderne gennem flere år har brugt dagen som anledning til at nedlægge arbejdet og demonstrere for en kortere arbejdsuge.

Under parolen ”8 timers arbejde, 8 timers frihed, 8 timers hvile” gør de danske arbejdere i de følgende år kampdagen til en årligt tilbagevendende begivenhed. På grund af stor modstand fra arbejdsgiverne må man dog mange steder henlægge de egentlig 1. maj-arrangementer til den følgende søndag. Men i 1899 lykkes det at få arbejdsgiverne til at anerkende arbejdernes ret til at deltage i 1. maj-arrangementer.

I Danmark blev kravet om otte timers arbejde for store dele af arbejdsmarkedets vedkomne realiseret gennem overenskomstforhandlinger i 1919. Det giver en arbejdsuge på 48 timer, idet også lørdag endnu er en arbejdsdag. Det betyder dog ikke, at arbejderne dropper kampdagen.

Samtidig betyder splittelsen inden for arbejderbevægelsen i kølvandet på den russiske revolution, at både socialdemokrater og kommunister nu afholder hver deres udgave af 1. maj. Gennem 30’erne bruges 1. maj af socialdemokrater som afsæt for agitation over for kommunister og nazister. Under besættelsen forbydes udendørs 1. maj-demonstrationer, men tages op igen efter krigen.

De følgende årtier ændrer kampdagen karakter, i takt med at velfærdsstaten udbygges og arbejderne selv bliver en del af den bredde middelklasse. Den gamle kampdag viser dog endnu fra tid til anden sit ansigt, særligt i de år med konflikter på arbejdsmarkedet, senest med lærerkonflikten i 2013.

Ankers økonomiske genopretning

Anker Jørgensens regering gennemfører i efteråret 1979 det største indkomstpolitiske indgreb i Danmarkshistorien. Men han får ikke meget anerkendelse for indgrebet.

Gang i 90’erne

Nyrup og Lykketoft kickstartede dansk økonomi og skruede op for den aktive arbejdsmarkedspolitik. Op gennem 90’erne falder arbejdsløsheden med 200.000 personer.

Den 25. januar kan Socialdemokratiet efter mere end ti års fravær igen rykke ind i Statsministeriet. Sammen med Radikale Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti danner Poul Nyrup Rasmussen regering med Mogens Lykketoft som finansminister.

Udfordringerne er til at få øje på: Over 330.000 danskere, svarende til 12 procent af arbejdsstyrken, er arbejdsløse. Men Nyrup og Lykketoft har en plan: Få år tidligere har de formuleret i programmet Gang i 90’erne, som nu tages op af skuffen. Sammen med den radikale økonominister Marianne Jelved lanceres en ’kickstart’ af økonomien, der sætter gang i beskæftigelsen.

Der sættes gang i offentlige investeringer, der gennemføres en skattereform, som sænker indkomstskatten og giver familierne flere penge mellem hænderne, og der indføres nye låneordninger, som ligeledes giver mange husholdninger flere penge mellem hænderne. Det sætter alt samme gang i forbrug og efterspørgsel.

Men Nyrup og Løkketoft er på det rene med, at beskæftigelsen ikke alene kan trækkes i gang med øget efterspørgsel. Der er også brug for at se på kvalifikationerne hos de arbejdsløse, og derfor skrues der kraftigt op for det, der senere er blevet kendt som den aktive arbejdsmarkedspolitik.

Der investeres massivt i opkvalificering og efteruddannelse. Samtidig strammes op på rådighedsreglerne, og dagpengeperioden nedsættes til fire år. Målet er en kraftig reduktion af den strukturelle ledighed, så flere reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Venstres politiske ordfører Anders Fogh Rasmussen kritiserer regeringens kurs og taler om, at ”pengene fosser ud af statskassen”. Men regeringens politik virker. Op gennem 90’erne falder beskæftigelsen med 200.000 personer, og der er store overskud på de offentlige finanser.

 

Netavisen Pios julekalender, Socialdemokratiske øjeblikke, vil frem til 24. januar dagligt åbne lågen for et øjeblik i Socialdemokratiets historie, der har haft særlig betydning for partiet.

Den jødiske redningsaktion

Da forhandlingspolitikken bryder sammen, igangsættes en tysk deportation af de danske jøder. Takket være en tysk diplomat og centrale socialdemokrater, lykkedes det at redde størstedelen af de danske jøder.

Den danske forhandlingspolitik under krigen forhindrede tysk forfølgelse af danske jøder. Men i august 1943 bryder forhandlingspolitikken sammen, og tyskerne går i gang med at planlægge en aktion mod de danske jøder.

En uges tid før tyskernes planlagte deportation af de danske jøder, indkalder den tyske diplomat G.F. Duckwitz den socialdemokratiske politiker Hans Hedtoft til et meget presserende møde. På mødet får han at vide, at tyskerne har planlagt at deportere de danske jøder mellem d. 1-2. oktober 1943. Sammen med sine partikolleger Vilhelm Buhl, H.C. Hansen og Alsing Andersen, igangsættes en dristig redningsaktion, hvor formanden for Mosaisk Trossamfund, C. B. Henriques, bliver informeret om en forestående deportation af de danske jøder.

Samtidig kontaktes tillidsmænd i Arbejderbevægelsen, der får til opgave at advare jøder i deres netværk, samt at understøtte flugten til Sverige. Vilhelm Buhl sætter sig samtidig i spidsen for hurtigt at indsamle økonomiske midler til den jødiske flugt.

Det lykkedes under redningsaktionen at redde over 7.000 danske jøder og kun omkring 450 danske jøder lider den tragiske skæbne at blive deporteret. At vi i de hårde dage stod sammen som nation, om at redde vores udsatte landsmænd, var et unikt øjeblik i den danske historie.